En af jazzens mere legesyge og innovative skikkelser, guitaristen Tao Højgaard, sløjfer saxofoner og trompeter, og bruger i stedet videnskabsfolk som melodibærere i ny koncertform på Jazzhus Montmartre.Tao Højgaard har, under sit alter ego ”Mute State”, indbudt to af tidens mest anerkendte videnskabelige stemmer, astrofysiker Anja C. Andersen og filosof Ole Fogh Kirkeby, til at være solister i en anderledes koncertform, en koncertform hvor en samtale imellem to videnskabsfolk gøres til både melodistemme og dirigent i musikken.
Ole Fogh Kirkeby, Anja C. Andersen og Mute State aka Tao Højgaard
Publikum inviteres ind i et videnskabeligt og kunstnerisk eksperiment, hvor det undersøges om musikkens illustrative og stemningsmæssige kvalitet, kan få videnskabsfolk til at formidle deres fagområder fra nye vinkler, og samtidig give publikum en intuitiv forståelse, af både videnskabens og livets komplicerede sammenhænge. Musikken bliver en abstrakt vært og ordfører, der via lydlige strukturer, dynamiske skift og harmoniske kunstgreb inddeler videnskabsfolkenes samtale i stemningsmæssige kapitler.“Både musikere og professorer vil forholde sig til et fælles tema, og på baggrund af tanker om “jazzens væsen”, er valget endt på “Ånd og Struktur”, et tema der har enorm betydning, ikke bare for kunst og videnskab, men for mennesker helt generelt, og altså et tema vi alle kan få noget ud af at høre kloge mennesker tale om” – udtaler musiker og idémand Tao Højgaard, og fortsætter: ”Musik beskæftiger sig med de samme begreber, som både naturvidenskab og humaniora, og kan illustrere alt fra planeters indbyrdes forhold og det periodiske systems opbygning, til de dybeste afkroge og allermest komplekse sider af den menneskelige følelsesmekanik … derfor er dyb samtale og musik en naturlig sammenkobling, og et led i min søgen efter musikkens og kunstens essens”
Koncertformen er navngivet “Stereolog” og er blevet til i samarbejde med Jazzhus Montmartre, der også lægger hus til seancen. En historisk jazzklub der i mere end een forstand, har ladet jazzen udvikle sig og søge nye veje. Flere stereolog-koncerter er i støbeskeen og målet er at skabe en solid platform for god musik og dybe tanker … et kunstnerisk svar på en TED Talk, med jazzens legende og undersøgende natur som ramme.Stereolog #1, Anja C. Andersen, Ole Fogh Kirkeby og Mute State.
Søndag d.4/11 kl.15.00 Jazzhus Montmartre.
En af jazzens mere legesyge og innovative skikkelser, guitaristen Tao Højgaard, sløjfer saxofoner og trompeter, og bruger i stedet videnskabsfolk som melodibærere i ny koncertform på Jazzhus Montmartre.Tao Højgaard har, under sit alter ego ”Mute State”, indbudt to af tidens mest anerkendte videnskabelige stemmer, astrofysiker Anja C. Andersen og filosof Ole Fogh Kirkeby, til at være solister i en anderledes koncertform, en koncertform hvor en samtale imellem to videnskabsfolk gøres til både melodistemme og dirigent i musikken.
Filosof Ole Fogh Kirkeby, musiker Tao Højgaard og astofysiker Anja C Andersen
Publikum inviteres ind i et videnskabeligt og kunstnerisk eksperiment, hvor det undersøges om musikkens illustrative og stemningsmæssige kvalitet, kan få videnskabsfolk til at formidle deres fagområder fra nye vinkler, og samtidig give publikum en intuitiv forståelse, af både videnskabens og livets komplicerede sammenhænge. Musikken bliver en abstrakt vært og ordfører, der via lydlige strukturer, dynamiske skift og harmoniske kunstgreb inddeler videnskabsfolkenes samtale i stemningsmæssige kapitler.
“Både musikere og professorer vil forholde sig til et fælles tema, og på baggrund af tanker om “jazzens væsen”, er valget endt på “Ånd og Struktur”, et tema der har enorm betydning, ikke bare for kunst og videnskab, men for mennesker helt generelt, og altså et tema vi alle kan få noget ud af at høre kloge mennesker tale om” – udtaler musiker og idémand Tao Højgaard, og fortsætter: ”Musik beskæftiger sig med de samme begreber, som både naturvidenskab og humaniora, og kan illustrere alt fra planeters indbyrdes forhold og det periodiske systems opbygning, til de dybeste afkroge og allermest komplekse sider af den menneskelige følelsesmekanik … derfor er dyb samtale og musik en naturlig sammenkobling, og et led i min søgen efter musikkens og kunstens essens”
Koncertformen er navngivet “Stereolog” og er blevet til i samarbejde med Jazzhus Montmartre, der også lægger hus til seancen. En historisk jazzklub der i mere end een forstand, har ladet jazzen udvikle sig og søge nye veje. Flere stereolog-koncerter er i støbeskeen og målet er at skabe en solid platform for god musik og dybe tanker … et kunstnerisk svar på en TED Talk, med jazzens legende og undersøgende natur som ramme.Stereolog #1, Anja C. Andersen, Ole Fogh Kirkeby og Mute State.
Søndag d.4/11 kl.15.00 Jazzhus Montmartre.
Med et fast håndtryk og et varmt smil, bliver jeg budt velkommen ved hoveddøren. En hoveddør der i bedste New Yorker Studio-stil, åbner direkte ind i stuen. Jeg takker, gengælder smilet og træder ind i et rum, der mest af alt ligner et cockpit fra Boeings sidste nye skrig af en jumbojet, og knap så meget den stue i et privat hjem, der også er tale om. Centralt i rummet er placeret et seks personers spisebord, men i stedet for tallerkner, kopper og anden service, er det en overflod af blinkende lamper og et regulært inferno af ledninger, der møder øjet.
Kaffe og middelmådighed
Tao Højgaard aka Mute State
Jeg har sat lydkunstneren og jazzguitaristen Mute State i stævne, til en snak om kunst og skabertrang. Mute State, der lyder det borgerlige navn Tao Højgaard, har siden karrierens begyndelse i slutningen af 90’erne, været en kunstner der, med sine mulige og umulige projekter og obskure eksperimenter, kun svært har ladet sig kategorisere.
Leopard og mælkeskum
Vi entrer køkkenet i den lille klassiske nørrebrolejlighed. Espressokanden på komfuret tilkendegiver, at vandet nu er beriget og ophøjet til den krea-benzin, som både virkeligheden og klichéen byder den kreative at elske. Den analoge mælkeskummer får også kærligheden at føle, og med præcision, behændighed og dedikation præsenteres jeg for en kop kaffe, som ingen ungarbejdende barista kunne have tilvirket bedre. ”Middelmådighed gør mig trist, ja nærmest aggressiv, alt efter dagens grundhumør”
Tilbage i stuen anvises jeg en lænestol betrukket med iltert leopard-velour. Gulv og vægge har måske nok set bedre dage, og beboerens ordenssans må være noget selektiv, men en hyggelig stue uanset. Der er grønne planter i vindueskarmen, bøger i bogreolen og bunker af musikmedier fra tidligere årtier i hjørnerne.
Med mælkeskum på både næse og overlæbe stiller jeg mit første spørgsmål, der lidt forsigtigt har til hensigt at afklare hvad der driver en kunstner frem. Trods min intenderede forsigtighed, får jeg alligevel en reaktion som havde jeg trådt en kat på halen.”Hvad der driver en kunstner frem?
“Huh, du ku´ ligeså godt ha´ spurgt mig om, hvad selveste meningen med livet er, for det der driver en kunstner frem, er livet selv, eller måske snarere en forundring over livet – ikke nødvendigvis en konkret udtalt forundring, men en stemningsmæssig forundring, som man hele tiden selv søger at besvare”
Svaret overrasker mig egentligt ikke, for qua min indledende research om kunstneren, musikeren og mennesket bag Mute State, stod det mig tidligt klart, at der her er tale om et tænksomt menneske, der interesserer sig ligeligt for at bryde grænser, og at reflektere over deres natur.
Forceret kontrol og andre bandeord
Inspireret af titlen på Mute State´s 2015 album ”Unfamiliar and Curiously Alien”, stiller jeg mit andet spørgsmål, der går på kunst versus håndværk. Spørgsmålet falder tilsyneladende i god jord, for Tao springer op fra sofaen og optager myndig stilling foran bogreolen, med brillerne hængende på den absolut yderste næsetip.
Albumcover, klik for at lytte.
Som nok enhver anden skribent, bød nysgerrigheden mig (som noget af det første) at skimme bogreolen for ethvert hint om det menneske, i hvis stue jeg befinder mig.
Førnævnte selektive ordensans sprang mig i øjnene. Jeg så bøger om ægte ninjaers hemmeligheder, der stod der side om side med skønlitterære klassikere, opslagsværker, kogebøger, en bog om blomsterdekoration og ikke så få filosofiske værker. Alt i alt en bogsamling der vidner om et mildest talt sammensat menneske.
Med opstilling foran bemeldte bogreol, stadig med yderligt hængende designerbriller, finder Tao, eller Mute State, en bog frem med titlen ”Afsluttende Uvidenskabelig Efterskrift Til De Philosophiske Smuler”. Bogen er forfattet af Søren Kierkegaard engang i 1846, og omhandler Kierkegaards syn på religiøsitet.
Der bladres lidt frem og tilbage akkompagneret af en næsten uhørlig mumlen.”Jo kunst versus håndværk spørger du – kunst for kunstneren er ikke usammenlignelig med tro for den troende. Her i onkel Sørens lille ”røde” skriver han om troen, og at den bliver til fundamentalisme i det øjeblik, at man mener at vide – kunsten for kunstneren er lidt på samme måde. I det øjeblik du skaber med kunst som mål, synes kunsten at forsvinde og lade det forceret kontrollerede stå tilbage. Ligesom Kierkegaard, må kunstneren springe på hovedet ud i de 70.000 favne vand”
Fjerboaer, kunst og underholdning
Albumcover, klik for at lytte.
Vi skyller bogstøv og filosofiske smuler ned, med en tår af vores kaffe.
”Hvad enten man er udøvende badutspringer, ballerina eller provokunstner, så er det først når der er noget på spil, at håndværk løfter sig fra håndværk til kunst. Noget der er kunstfærdigt og dygtigt udført, kan højst kvalificere til at underholde, for kunst vil mere, man kan sige at en kunstners fineste opgave er at få sit publikum, eller bare et enkelt individ blandt dem, til at tænke en ny tanke”
Jeg udvider mit spørgsmål til at omhandle skabelsesprocesser, og om hvorledes man tager springet fra klassisk jazz med sangerinder på flygelet, til obskur lydkunst, mærkværdige installationer og avantgardistisk minimalisme.
”Det periodiske system består af små halvfems naturligt forekommende atomer, og af dem er hele universet skabt, det vestlige musikalske system har 12 skallede toner, og af dem er 99% procent af den musik du lytter til skabt – med andre ord alt er i en eller anden forstand skabt af det samme. Når jeg spiller oldschool jazz med sangerinder, fjerboaer og flygeler, skaber jeg ”fra det samme sted” som når jeg komponerer til en film, eller skaber en lydinstallation. Man kan også sammenligne med et debatpanel. Hver enkelt deltager i panelet har sit sprog og sine værdier, og uanset emnet, diskuterer man som sig, men i relation til både emne og sine meddebattører.”
The real deal
Vi afbrydes kortvarigt af sirener og anden lydlighed, fra den temmelig nærliggende Nørrebrogade. Sirenen fortager sig, men qua dens insisterende og bekendte hylen, er vores fælles opmærksomhed rettet mod det lydlandskab, der toner ind igennem de, i sensommervarmen, åbne vinduer. Vi sidder tavst og lytter… længe.
”Ha, du hørte det også – du hørte også den abstrakte historie der netop susede ind ad vinduerne, og i et øjeblik satte os i en forunderlig stemning. Foranlediget af noget vi vidste hvad var, fik alle de andre lyde, om det så var naboens rummesteren eller linje 5Cs snurren, os til at være et andet sted i et øjeblik, eller i hvert fald ”samklinge” vores bevidsthed med den omkringliggende struktur, alene faciliteret af lyde – og det er præcis det, jeg leder efter med mine elektroniske realtime kompositioner, guitaren er dét velkendte element, der ligesom speakeren i et naturprogram fra BBC, tager publikum i hånden og bevæger sig farefulde andenverdslige steder hen, steder man måske ikke var gået hen af sig selv, havde man ikke haft en tryghedsguide. En tryghedsguide der i første omgang respekterer vanetænkning, men langsomt overlader lytteren til sig selv, der forhåbentligt finder beriget hjem igen. Her har genre ingen relevans, men alene overgivelsen til præmissen og de berømte (eller famøse) 70.000 favne vand.”
Et skælmsk smil breder sig, vi ler. Kunstneren i knap så tavs tilstand, må have fulgt mit blik, for han rejser sig pludseligt op og indtager den plads der tydeligvis er et hjem i hjemmet; det kraftigt blinkende cockpit.
Beam me up, Scotty
Guitaren slynges nonchalant på plads i jazzposition (helt oppe under hagen, ulig rockmusikeren der typisk ynder instrumentet hængende, i behørig sikkerhedsafstand langt under navlen)
Et par hurtige, men tydeligvis ikke tilfældige, tryk på nogle knapper, et par drej på nogle andre, et par toner slås an på guitaren og langsomt toner der sig en sky af lyd ud i rummet.
Et sindrigt og innovativt jazzinstrument
Skyen fortsætter, tilsættes flere lydskyer, et par fragmenter af guitarmelodi bryder ud, for igen at fortone sig i et ekko. Et ekko der øjensynligt må være blevet optaget, for det gentager sig igen og igen, en gentagelse der antyder rytmik, en rytmik der så igen bearbejdes fra ren antydelse til et full blown beat, med en klar puls. Alt sammen synes at opstå ud af hinanden, uden nogen klar afgrænsning imellem hvornår én lyd starter og en anden slutter, en trinløs dynamisk udvikling der snart giver reminiscenser til rumeventyr, snart til hiphop og andre urbane genrer, for igen at fortabe sig i en minimalistisk knitren, kun kommenteret af en nordisk klingende jazzguitars varme indbydende ro.
Opbygningen er langsom og kontinuerlig, og det er aldrig tydeligt hvor meget der opstår i øjeblikket, og hvor meget der er planlagt. Seancen varer cirka ti minutter, og da den sidste lyd fader ud, sidder vi i bemeldte tavse tilstand. Den tilstand hvor man lytter bedst, eller er mest modtagelig… den tilstand man på engelsk kalder Mute State.
Q: Your music has a certain enigma to it, sometimes futuristic, sometimes dusty and crackling, always with a sense of otherworldly soul – how would you describe Mute State the project?
A: My aim is to create nonlinear music, or movement without movement if you will. Imagine you are looking at the surface of a pond, firstly you might look at your own reflection after a while you notice the reflections of the clouds you dwell at their shapes and movement behind you – now you shift your focus to the surface itself with all it´s rippling activity a leaf might come sailing by, eventually your gaze will penetrate the surface, now you might be looking at the bottom, noticing the sandy texture, the movement of plants etc, non of these elements ever seizes but are constantly in effect and in constant relation to each other – were you there experiencing this microcosmos with someone, his or hers experience would be different from yours, not in terms of taste and preference because those will be irrelevant, but in the order and nature of what caught your attention and what you brought into this environment yourself. I have wet dreams about achieving this in my music, and that is what the Mute State project is about.
Q: When listening to your music the element of improvisation is clearly there, but it is not as clear what was written before and what was improvised, could you unveil some of the work processes in both live and studio work?
A: Initially everything is improvised, you see I only use computers as a recording tool, that means that everything is build up in the here and now with the guitar and samples of speech being processed and looped to oblivion with a bunch of guitar pedals. The big difference between live and studio work, is that when I am playing live every decision counts in the overall expression “I did that, I made that sound right there, and whatever comes next has to relate to that” that takes an enormous amount of mental presence in what you are doing. In the studio I have the possibility to go look for a certain tension or expression without worrying about what the search for it might sound like. That means that studio work holds great significance in finding new techniques and stuff to play live, in reverse my live sessions helps to preserve the element of immediacy in my studio work.
Q: You have a background in the European punk scene in the nineties as well as a long ongoing career as a jazz instrumentalist, it seems rather a big leap from the rawness of punk to the sophisticated complexity that jazz represents, how did that leap come about and do you draw from these backgrounds in your electronic music?
A: Well yes I was a part of the punk community, and that was my base when I rediscovered jazz. Musically punk is about energy, an immediate burst of energy with a strong element of nihilistic aggression, however this high octane aggression-loaded burst of energy was only a part and certainly not the whole of my musical ambition, so I began to feel restrained. I had always been intrigued by jazz and felt a kind of homecoming when I started to look into it – you see in jazz you are allowed to express any emotion right when you are feeling it. You are making up a story in which you can make all sorts of twists and turns along the way without any regards to musical genre or basic values of a particular style. Today I no longer see jazz as a specific sound or genre but as a fundamental set of values, an approach to creation if you will – jazz is not how it sounds jazz is how it is made. Punk merits are still very valuable too and one important lesson to be drawn from punk is to allow yourself to explode – or implode as the minimalist´s equivalent, well let´s just say that punk represents courage in creativity. On a more technical level the bass lines of metal often holds a tension not unlike the tension in the augmented chords you´d find in jazz, and that is interesting to an electronic artist. Electronic artists tend to see themselves as making huge paintings with sound, and in that regard I am no exception – taking that big fat color of a metal bass line, making it coexist and relate to a certain vibrance or subtlety of a processed chord or field recording, that demands presence, and going with it demands courage, and there you have it – jazz and punk really do go hand in hand….. laughs.
Q: Your music often has long poetic titles and you often collaborate with artists from other art-forms such as writers and all sorts of visual artists, do these other art-forms hold any significance to what you are doing musically in terms of inspiration and/or dogmas?
A: I get an immense amount of inspiration from other people in general and other art forms generally, I always translate the latter into sound instantly, and “listening” to other art-forms absolutely holds great significance to what I come up with later musically, I don´t work with dogmas, or at least not intentionally, I get inspired by stuff like two concepts crossing and corresponding by either directly affecting each other or indirectly by the synthesis or summed effect, and I guess that could be mistaken for dogmas but it´s more like forgetting yourself into the simple beauty of mechanism, either emotional or physical, in sound or in division of sound. I feel that the title of a track (or any piece of art) should convey or outline from which platform of perspective the listener should optimally perceive the music from. A title also gives the listener a frame of expectation, which can actually be a part of the intended experience by either confirming or gradually challenging the expectation-frame as the perception of the work goes on. The title could also hold the key to hidden references in the music or paraphrase the theoretical rules it utilizes or breaks.
Q: You don´t use computers when you are playing live. Since computers are so commonly utilized in every aspect of present day music making, not using them makes you stand out in a way but don´t you sort of give up possibilities on that account as well?
A: Well that of course is a bit of a dogma. I feel that however useful computers might be, they tend to become a veil between the audience and the artist which makes it a lot harder for audience and artist to connect. To me it is very important that the audience knows that everything is created now and that they feel invited in on the process. Hardware machines become instruments in their own right you see, either one machine at a time or in conjunction they correspond to each other and you learn to play them just as you would learn to play a conventional instrument like the piano, a hands on experience hardly achieved with software and controllers. In retrospect I guess you could describe the technical aspect of my project as modular synthesis adapted for guitar.
Q: What are you really, a composer, a musician, a sound-artist – where do you identify?
A: What I really am is curious. Curious about everything to the point where spontaneous combustion becomes a real threat. You see we are really here, you are sitting in front of me very physically, one bio-object asking another bio-object questions which is not objects at all but materializes just the same, and the whole situation is in fact a concept. A composer makes structures or structuralizes ideas into compositions that exist even if they are not played, the compositions were composed and thus in existence, a musician makes those compositions come to life and the sound-artist takes a metaphysical approach to it all asking platonic questions of ideas and concepts. I identify with all three of them as to me they are absolutely inseparable. Sometimes people will come up to me and ask me where my focus lies while creating the music, I tell them that it feels like having three separate minds working in parallels – the mastermind, the technician, and the artist.
Q: Your alias “Mute State” seems a contradiction, why would an artist with sound as his field emphasize a mute state?
A: You just wont get to the core of anything if you never stop to listen. When you are reflecting you are debating yourself, and everybody hates to debate someone who does not know how to listen. Mute State should be seen as a celebration of “stopping up to listen” the common condition for both artist and audience on which a performance can evolve into art – individually perceived by all of us, but we agree in silent knowledge that it´s there, a social mute state which elevates the experience into an experience of art.
Q: Scandinavia is widely associated with minimalism and poetic functionalism, does your Scandinavian roots affect you as an artist?
A: Of course they do at least on a subconscious level. I don´t feel much like a viking and nationality does not interest me in itself, however the silent song of culture is tirelessly in effect whether I am listening or not, some of it I might even reproduce…. laughs. On a conscious level I rarely think “Now I am going for that good ole norse minimalism” when I do take my geographical origins into play, it will mostly be small fragments of melody “coincidentally” resembling old norse folkloric songs.
Q: Did you have any particular influences that turned you on to electronic music, and does your electronic endeavors hold any significance to you as a jazz player?
A: What let me on to electronic music, was an assignment to compose the music for a documentary. The director of the documentary asked for suspense but didn´t know for how long she would need that suspense to hold as the movie was not yet in the editing phase, that let me on to some very inspiring experiments on minimalism and how to imply different moods just from modulating a single layer. These experiments taught me quite a lot and I was hooked, I think they turned me on to values in music which I never knew existed, and I think they have helped me grow as a composer and instrumentalist and maybe especially so as an artist. After being let on to these new musical values I started to check out all sorts of electronic musicians and found a wealth of inspiration, and equally important I began to hear those new values being in effect in all the old jazz recordings I knew so well – Miles Davis being the paramount example.
Q: What do you hold in store for us – what can we expect from you in the future?
A: I have several of ideas I would love to see coming to life, visual auditive journeys conveyed as abstract live short films in cinemas, collaboration with people all sorts of talented people in and outside of Denmark, and the termination of borders between installation art and live music. I also have a couple of albums on their way and lots live sessions.
